Amt og Kommune frontfigurer i modelprojekt i BosnienDKby22/10-2003 Vejle Amt og Vejle Kommune frontfigurer i modelprojekt i Bosnien Efter flere års arbejde med at dække de mest basale behov for genhusning af flygtninge og genopbygning af Bosnien-Hercegovina er tiden nu kommet for de lokale myndigheder til at opbygge moderne og demokratiske regionale og lokale enheder i landet. Og her bliver Vejle Kommune og Vejle Amt frontfigurer i et modelprojekt over 18 måneder. Bosnien har nemlig ingen tradition for videre- og efteruddannelse, men på det felt kan Vejle Kommune og Vejle Amt hjælpe i gang. Det sker med et stort modelprojekt, som Udenrigsministeriet støtter med knap fire millioner kroner fra FRESTA/Demokratifonden. På Asiatisk Plads i København er der stor tilfredshed med samarbejdet. Udenrigsministeriet er meget begejstret for projektet og glæder sig til at se de første resultater. Projektet er sat i gang i tæt samarbejde med kommunerne Mostar og Jablanica i Bosnien, som henholdsvis Vejle Amt og Vejle Kommune allerede har arbejdet sammen med i flere år. - Projektet skal munde ud i, at de bosniske kommuner efterhånden bliver uafhængige af ekstern bistand, hvad angår viden og færdigheder. Så samarbejdet omfatter amtslig og kommunal ledelse og administration, unge, erhvervsliv og erhvervsuddannelser, fortæller projektleder i Vejle Kommune, Biljana Lozo. Helt centralt er det, at projektet er udviklet af de danske og de bosniske partnere i fællesskab - og dermed tager hensyn til de ønsker, begge parter har til den fremtidige udvikling. - Vejle Amt og Vejle Kommune ser projektet som en god mulighed for at opkvalificere vores egne medarbejdere og ledere. Det er en stor udfordring at skulle formidle mange års erfaring og udvikling til modtagere med en helt anden baggrund. De vante rutiner og løsningsmodeller kan ikke anvendes uden videre, og derfor bliver vi bedre til at tænke i nye løsningsmodeller - og i "mangfoldigheds-ledelse", som der i stigende grad er behov for herhjemme med mange nydanskere på arbejdsmarkedet, siger international koordinator i Vejle Amt, Helle Knudsen. Udenrigsministeriet lægger stor vægt på, at projektets metoder og erfaringer spredes til andre kommuner i Bosnien. Derfor gennemfører Vejle Amt og Vejle Kommune i fremtiden aktiviteterne sammen med Holmegaard Kommune på Sjælland og deres partnere i Bosnien - Kljuc og Ribnik kommuner. Og derfor bliver et af de første synlige resultater en hjemmeside på dansk og bosnisk, hvor alle kan se beskrivelser af aktiviteter, kontaktpersoner, undervisnings-materialer osv. Projektet løber foreløbig frem til foråret 2005. |
||||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |